Pædagogiske Teams og Aktiviteter

UFOens Pædagogiske Teams er ansvarlige for planlægningen og udførelsen af projekter og aktiviteter.

Personalet er fordelt i 5 pædagogiske team. Hvert team gennemfører en række aktiviteter, både planlagte og adhoc efter børnenes ønsker og mange aktiviteter indeholder naturfaglige og-/eller sundhedsfremmende elementer.

 

IDRÆT & SUNDHED

KREATIV & DESIGN

DRAMA & MUSIK

Idræt og Sundheds Team

Vores mål er at alle børn på UFOen får muligheden for at bevæge sig hver dag.
I Multisalen har vi flere dage om ugen enten Stikbold, Fange, Stafet og andre bevægelseslege. Idrætsalen bruges til større aktiviteter som Fodbold, Hockey eller Basket.

Vi deltager i FBU, der er et samarbejde mellem Fritidshjem og KKFO-er i København og som arrangerer turneringer i en sommer og en vinterperiode, hvor der dystes i forskellige konkurrencer imod hinanden. Vi ser en stor værdi i at træne frem til noget og at børnene lærer at gøre deres ypperste, men også at man nogle gange vinder og at man nogle gange taber.

Kreativ & Design Team

På vores værksteder udvikler børnene deres finmotoriske og grovmotoriske færdigheder igennem sjove og udfordrende projekter hvor de kan lave små kunstværker og “ting der ligner noget” - typisk pyntet med alskens lir fra sløjfer, pailletter til glimmer i alle regnbuens farver.

Vi starter altid ud med noget simpelt og bygger stille og roligt videre på det - så børnene udvikles og udfordres igennem de kreative projekter. Tegnevognen er også åben hver dag, og her kan børnene komme og tegne, klippe/klistre, farvelægge m.m., sammen med en af vores mange tegneglade voksne.

Drama & Musik Team

Indenfor Dramaholdet bevæger vi os indenfor 4 hovedtemaer:  Musik, Historielæsning, Teater og Rollespil. At synge og danse gør alle mennesker glade - og det forsøger vi at introducere til børnene igennem sang- og guitar aktiviteter.

Hver tirsdag har vi en teatertur, hvor eleverne sammen med børn fra andre institutioner, øver og opfører et teaterstykke sammen.

Til vores historielæsning kan børnene komme ind og få noget ro og hygge og få stimuleret deres fantasi.

To dage om ugen har vi rollespil hvor børnene kæmper sammen og mod hinanden på episke eventyr på legepladsen eller i naturområderne omkring Utterslev Mose.

NATUR

IT & MEDIE

Natur Team

Vi er en stor skole der ligger midt inde i byen, og derfor er det ekstra vigtigt at børnene har adgang til nogle gode naturoplevelser, og det er der rig mulighed for i vores område, med Utterslev Mose og Bispebjerg Kirkegård lige i nærheden, som vi selvfølgelig udnytter flittigt.

Vi forsøger at lokke børnene ud i alt vejr - hvis det regner kan vi altid tænde op i bålhytten og åbne for vores overdækkede udekøkken.

Til daglig kan børnene slå sig løs eller gå på opdagelse på vores legeplads med meget forskelligt legetøj - lige fra sandkasse, klatreborg og baner, der er rigtig gode til at køre på med de meget populære mooncars og løbehjul.

 

IT & Medie Team

De fleste børn spiller computerspil og vores FIFA turneringer, Mario Kart Ræs og Just Dance er populære aktiviteter 

Men vi har også aktiviteter hvor vi vækker børnenes nysgerrighed for dagligdagens elektronik ved bl.a. at skille gamle computere og radioer ad og lave konkrete projekter med kameraerne og computerne  - f.eks. ved at lave små stop motion animationer med Lego figurer eller ved at skrive artikler til vores UFO avis.