Princip for forældres deltagelse

 i deres barns læring

 

Forskningen viser, at forældrenes engagement i børnenes skoleliv fremmer læringen. Princippet for forældres deltagelse i deres barns læring skal sikre, at skole og forældre i samarbejde tager ansvar for det enkelte barns faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling.

Mål

Alle forældre er bevidste om, at deres engagement i deres barns skolegang er afgørende for barnets læring og det fælles læringsmiljø.

Alle forældres ressourcer udnyttes så godt som muligt til gavn for børnene og de unges trivsel og læring.

Sociale og faglige arrangementer på skolen giver forældrene et indblik i børnenes hverdag på skolen og medvirker til at fremme såvel elev- som forældrefællesskaber i klassen.

Skolens ansvar

Som udgangspunkt har eleverne ikke hjemmearbejde på Utterslev Skole. Den længere skoledag og den understøttende undervisning understøtter muligheden for fordybelse og træning i det faglige stof.

Skolen skal arbejde for, at forældrene bliver bevidste om, at deres involvering i deres barns læring i og udenfor skolen er afgørende for barnets læring og trivsel og dermed også interesse i det samlede læringsmiljø.

Skolen opdaterer løbende børnenes læringsmål på den digitale læringsplatform ’MeeBook’, som implementeres i løbet af skoleåret 2017/2018. I ugebreve kan forældre derudover orientere sig i årgangens aktiviteter.

Skolen skal arbejde for, at en gruppe af forældre i hver klasse påtager sig rollen som kontaktforældre, som har forskellige roller. Nogle skal inddrages i planlægningen og gennemførelsen af forældremøder samt tage initiativ til sociale arrangementer i klasserne. Andre har særlig kontakt til skolebestyrelsen.

Skolen tilstræber at planlægge sociale og faglige arrangementer, så flest mulige forældre kan deltage.

Forældrenes ansvar

Forældrene støtter deres barns læring såvel i skolen som i hjemmet. Forældrene følger barnets faglige udvikling i læringsportal Meebook

Forældrene sørger for, at deres barn møder undervisningsparat i skolen. Herunder at forældrene signalerer, at skolen er vigtig samt at barnet er velforberedt og respekterer skolens regler og almindelige normer for god opførsel.

Forældrene deltager i de faglige og sociale arrangementer på skolen.

Forældrene arbejder for et stærkt forældre fællesskab så alle elevers læring og trivsel højnes.

Forældre er bevidste om at begrænse elevens fravær fra skole udenfor de almindelige skoleferier.

Hjemmearbejde

Hvis eleverne gives hjemmearbejde for, skal formålet med hjemmearbejdet stå klart og tydeligt for både elever og forældre. Dette meddeles gennem ugebreve eller på forældreintra. 

Eleverne får løbende feed-back på deres arbejde herunder også arbejde, der ligger udenfor skoletiden.

Hjemmearbejde kan med forældres hjælp være med til at fremme gode læse- og studievaner, erfaringer med at planlægge sin tid, arbejde vedholdende og mulighed for at træne færdigheder.

Læremidler

Når forældre understøtter elevens læringsmål, kan de gøre brug af følgende:

  • Digitale læremidler
  • Bøger fra skolens pædagogiske læringscenter (PLC) eller det lokale bibliotek
  • Skolen har licens til at alle elever kan få installeret Office 365 på tre private devises; pc´er, mac-computere, Android-tablets, Android-telefoner, Ipads og Iphones
  • Med Office 365 får eleverne følgende Office-programmer: Word, Exel, PowerPoint, OneNote, Outlook, Publisher og Access (Publisher og Access er kun tilgængeligt på pc).
  • Det er også muligt at få hjælp til at få installeret CD-ord på en pc eller tilsvarende program IntoWord på en Mac. Det er programmer, der hjælper eleven med at læse og skrive, uanset man er testet ordblind, eller har svært ved at læse eller skrive.  PLC hjælper også med at installere på de private pc’ere forældrene kommer med.
  • Meebook er en fælles brugerportal for folkeskolen, som understøtter et tættere samarbejde med forældre bl.a. om elevernes faglige progression, styrket elevinddragelse, elev-til-elev-aktiviteter, lærernes pædagogiske arbejde med bl.a. elevernes læring og løbende faglige, samt en digital understøttelse af elevplanen.