Kort om Digitale læseoplevelser i biblioteksrummet

 

I regi af Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre har vi, Ayoe Quist Henkel og Alice Nissen fra VIA University College, fået støtte af Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre 2018 til at realisere et projekt om Digitale læseoplevelser i biblioteksrummet (DLB).

 

Hvad består projektet i?

Fakta om projektet: Projektet er toårigt. Projektets omdrejningspunkt er at finde løsninger på, hvordan de pædagogiske læringscentre kan formidle nyere digitale litterære formater som i-bøger, lydbøger, podcast, litterære apps, lydfortællinger, digitale romaner, SMS-noveller m.m. til børn. Med andre ord vil projektet skabe løsninger ud fra de didaktiske spørgsmål: hvad, hvorfor og hvordan i relation til digital litteratur i læringscentrets kontekst. Dette sker ud fra en hypotese om, at digital litteratur kan medvirke til at børn og unge kan bevare lyst og motivation til at fordybe sig i litteratur ved at blive imødekommet af mangfoldige former for litteratur.

Igennem udviklingsprojekter på tre forskellige skolers læringscentre vil projektet generere viden og udvikle konkrete materialer, som kan fremme generelle handlemuligheder for alle læringscentre og også for folkebiblioteker i forhold til, hvordan digital litteratur kan formidles i det fysiske biblioteksrum.

 

Hvad er de konkrete outputs af projektet?

Projektet vil resultere i en hjemmeside med litteraturguides og inspirationsmateriale og -videoer til hhv. formidlere og til børn, artikler samt en fysisk platform bestående af en vandreudstilling med monitor m.m., der kan bestilles af læringscentre, og en folder, der sammen kan inspirere pædagogiske læringscentre og folkebiblioteker til at formidle nye digitale formater for børn og unge.

 

Projektplan:

Forår 2018: Opstart. Møder med styregruppen (som består af pædagogisk personale/kontaktpersoner på de tre udvalgte skolebiblioteker) og besøg på de pædagogiske læringscentre, afklaring af praksisforhold.

Efterår 2018: Udvikling af første prototype – første afprøvning (foretaget af Ayoe og Alice i samarbejde med skolebiblioteket) og efterfølgende sparring/evaluering med skolebibliotekernes pædagogiske personale

Forår 2019: Behandling af data, forbedring og redesign af formatet/prototype. Start på anden testperiode og endelig produktudvikling

Efterår 2019:  Afrapportering og formidling. Konference for alle interesserede. Videregives i form af didaktisk guide til digitale læseoplevelser og inspirationsfilm, vandreudstilling – formidling til børn og unge og andet materiale samt konference.